Det er ikke hver provinsby, der kan prale af verdens største offentlige samling af værker af en kunstner som Piero Manzoni. Men HEART — Herning Museum of Contemporary Art — rummer netop dét, og museet er samtidig en fortælling om, hvordan tekstilindustrien formede Herning til mere end bare fabrikker og knaldende symaskiner. Her mødes industrihistorien med international samtidskunst på en måde, der siger noget væsentligt om byens DNA.
Fundamentet blev lagt af skjortefabrikanten Aage Damgaard, som i 1977 donerede en stor del af sin private kunstsamling til det nyoprettede museum. Damgaard, der levede fra 1917 til 1991, var en af de erhvervsfolk, der ikke bare skabte arbejdspladser, men også så det som sin opgave at løfte kulturlivet. Det var en type patroner, som i eftertiden har vist sig at være afgørende for Hernings identitet — folk, der forstod, at en by ikke kun defineres af sin produktion, men også af sin kulturelle horisont. Museet åbnede samme år i Angligården, en gammel skjortefabrik, efter at være blevet grundlagt året før i 1976. At man valgte netop en fabriksbygning, var næppe tilfældigt — det var en markering af, at kunsten hørte hjemme midt i det miljø, der havde skabt byens velstand.
I 2009 fik museet en dramatisk forvandling, da det genåbnede i en ny bygning tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl. Bygningen ligger i Birk, et område, der også kendes som 'den hvide by', og den skiller sig markant ud med sin skulpturelle form. Holl lod sig inspirere af skjorteærmer set fra oven, så bygningen selv bliver en reference til tekstilhistorien. Det er den slags arkitektonisk fortælling, der gør, at en museumsbygning ikke bare bliver en kasse til at hænge kunst i, men en del af historien om stedet. Det er også et valg, der adskiller sig fra den funktionalistiske arkitektur, som ellers præger mange af byens erhvervskvarterer — her er bygningen selv et kunstværk.
At bygningen modtog RIBA International Award i 2010 — en af de fineste anerkendelser inden for arkitektur fra Royal Institute of British Architects — siger noget om, at Herning her fik et byggeri af international kaliber. RIBA-prisen gives til bygninger, der demonstrerer arkitektonisk ekspertise og bidrager positivt til deres omgivelser, og det er ikke ofte, at danske provinsbyer får den slags opmærksomhed. For Herning blev det endnu et bevis på, at byen kan spille med på den internationale scene. Det placerer HEART i samme liga som bygninger, der normalt findes i langt større byer, og det understreger en ambition om at skabe noget, der rækker ud over det lokale.
Den store Manzoni-samling placerer HEART i et særligt felt. Piero Manzoni var en italiensk kunstner, der i 1950'erne og 60'erne udfordrede grænserne for, hvad kunst kunne være — han er måske mest berømt for sine konceptuelle værker, der stillede spørgsmål ved kunstens væsen og værdi. At det netop er i Herning, man finder den største offentlige samling af hans værker, vidner om Damgaards kunstneriske visioner og museets fortsatte fokus på betydningsfuld samtidskunst.
I dag huser museet også Ensemble MidtVest, et kammermusikensemble, så bygningen ikke kun er viet til billedkunst. Det giver en bredere kulturel platform og understreger, at HEART er tænkt som et levende kunstcenter snarere end en statisk udstillingshal. For herningensere betyder det muligheden for at opleve både visuel kunst og musik i samme bygning — en kombination, der ikke er selvfølgelig i en by af Hernings størrelse.
HEART er på mange måder et symbol på, hvordan Herning har formået at omsætte sin industrielle fortid til kulturel ballast. Hvor tekstilfabrikkerne engang definerede byen, er det nu steder som dette, der viser, at byen har ambitioner, der rækker ud over det rent kommercielle. Det er en arv, der begyndte med fabrikanter som Damgaard, og som fortsætter i en bygning, der selv ligner det, byen engang levede af.
Stedets egen side: heartmus.dk