Restaurant Den Kinesiske Mur

I marts 2014 introducerede Restaurant Den Kinesiske Mur running sushi til Herning — et koncept med et transportbånd i to etager, som dengang kun fandtes i storbyerne. For en provinsby som Herning var det et tydeligt tegn på, at byen ikke længere skulle nøjes med det, andre havde haft i årevis. Restauranten slog sig ned i det gamle motorkontor på Østergade 50, skråt overfor MCH Herning Kongrescenter ved Danmarksgades Parkeringsplads, og markedsførte sig som Hernings største kinesiske restaurant. At den nyskabelse kom til Herning allerede i 2014 — ikke til Viborg, ikke til Randers — siger noget om, hvad MCH betyder for byen. Messer og kongresser betyder gæster udefra, og gæster udefra betyder et marked for noget mere end den klassiske grillbar.

Bag åbningen stod den kinesisk-fødte køkkenchef Bi Qin Liu, der dengang var 33 år, sammen med partneren Hui Li. For Hui Li var det ikke første gang, navnet Den Kinesiske Mur prydede en restaurantfacade — han havde drevet en restaurant af samme navn ved Viborg Stadion siden 2009. At ekspandere til Herning var et strategisk valg: byen havde MCH Messecenter Herning, kongresser, messer og en voksende efterspørgsel på restauranter, der kunne tage imod både forretningsfolk og lokale familier. Viborg er en købstad med en domkirke og et gymnasium. Herning er en messeby, og det kræver et andet format — større lokaler, buffet frem for à la carte, plads til selskaber.

Selvom restauranten fysisk åbnede i 2014, var planerne sat i værk tidligere. Selskabet Den Kinesiske Mur Herning ApS blev registreret allerede den 21. januar 2011, tre år før den første gæst satte sig ved buffeten. Den lange forberedelsestid antyder, at det ikke var en impulsiv satsning. Restauranten er en del af koncernen NEW CHINA HOLDING ApS, hvilket antyder en mere systematisk tilgang til driften end den typiske familieejede kinesiske restaurant. Der er forskel på en restaurant drevet fra køkkenet og en drevet fra et selskab med flere restauranter under samme paraply. Det ene er ikke bedre end det andet, men det siger noget om ambitionsniveauet.

Restauranten er bygget op omkring to afdelinger: en kinesisk buffet og en Running Sushi Buffet. Konceptet med transportbåndet i to etager var dengang — og er stadig — relativt sjældent uden for de største byer. For Herning-borgere betød det, at man slap for turen til Aarhus, hvis man havde lyst til at plukke små tallerkener af et bånd. Det var en detalje, men en vigtig en: det handlede om at give byen noget, den ikke havde før. Running sushi er heller ikke det samme som traditionel kinesisk mad — det er japansk-inspireret, og det appellerer til en anden målgruppe end dem, der kommer for forårsruller og sweet and sour. At kombinere begge dele under samme tag er en pragmatisk løsning: man fanger flere.

Placeringen på Østergade 50, i det gamle motorkontor, er også værd at bemærke. Bygningen ligger centralt, tæt på kongresscentret, og er let at finde for folk, der kommer udefra. Men den ligger også i et område, hvor Herning har forsøgt at skabe liv og bevægelse — restauranter, hoteller, messeaktivitet. Den Kinesiske Mur passer ind i det billede: en restaurant, der både kan tage imod messebesøgende og en lokal familie en torsdag aften. Østergade er ikke byens hyggeligste gade, men den er funktionel. Og for en restaurant som denne er funktionalitet vigtigere end charme.

At Herning kan bære en restaurant af den størrelse siger noget om byens udvikling. For tyve år siden var udbuddet af restauranter mere begrænset, og kinesisk mad var ofte take-away i en plasticbakke. I dag er der plads til både buffet og running sushi, til koncerner og koncepter, til noget, der minder mere om storbyen end om provinsen. Den Kinesiske Mur er en del af den historie — ikke spektakulær, men et tegn på, at Herning vokser på sin egen måde. Det er en messeby, og det afspejler sig i, hvilke restauranter der overlever her.